Forside arrow Artikler arrow Samfund/Levevis arrow Auroville (2/2006)
http://lys-strejfet.dk
Auroville (2/2006) PDF Udskriv E-mail
Skrevet af A-G Hav Hermansen   
Auroville1.jpgVi nærmer os langsomt den store gyldne dome, der er centrum og vartegn for Auroville. Det er et betagende syn, der indgyder respekt og ydmyghed og samtidig virker tiltrækkende som en magnet. Man må bare hen og se nærmere på dette forunderlige kuppelformede bygningsværk, beklædt med runde gyldne plader.

Matrimandir, som domen kaldes, ligger midt i en smuk, fredfyldt park, hvor man færdes i stilhed eller med dæmpet tale. Det forstærker oplevelsen. Da vi kommer helt hen til bygningen, sætter vi skoene udenfor, som man gør i Indien, og bevæger os langsomt op ad en indvendig sneglegang til meditationssalen øverst oppe. Vi får et par hvide sokker på de bare fødder, inden vi træder indenfor. Gulvet i det cirkelformede rum er beklædt med et tykt, hvidt tæppe, som absorberer lyden fra vores skridt. 12 hvide søjler danner en rundkreds i det helt hvide rum, og i midten står en kæmpestor krystalkugle badet i lys fra oven.

Enkeltheden og stilheden i rummet trænger ind i kroppen og sindet, da vi sætter os ned. Hele oplevelsen er som én lang meditation. Da vi ca. en time senere træder ud i solen og varmen igen, går vi hen til det enorme, gamle træ ude i parken, der er årsag til at domen og Auroville er placeret netop her. Det er et helligt træ, der er mange hundrede år gammelt.

De meget lange, vandrette grene, støttet af lodrette rødder, der går ned fra grenene, danner i sig selv en naturlig, magisk cirkel, i hvis skygge man kan sidde og meditere eller kontemplere og lade roen brede sig til fuglenes kvidren. Ved siden af domen er der også et stort, ovalt samlingssted, som en slags moderne amfiteater, hvor Aurovilles beboere kan mødes til fælles forsamlinger, fejringer, ritualer og lignende.

Hvad er Auroville?
Auroville er et internationalt, spirituelt og økologisk samfund. Det blev grundlagt i 1968 ud fra visioner fra den indiske, spirituelle lærer Sri Aurobindo og hans medarbejder, den franske kvinde og spirituelle lærer, der blev kaldt „Moderen“. (Hun døde som den sidste af de to i 1973). De to arbejdede tæt sammen for at skabe en ny højere bevidsthed. Sri Aurobindo forklarede, at de var „en sjæl inkarneret i to legemer for evolutionens skyld.“ Den nye bevidsthed, de snakkede om, handler ikke kun om at transcendere verden, men om at transformere den og bringe den spirituelle oplevelse af samhørighed og uselviskhed ind i alle afkroge af det jordiske liv og den måde, vi lever på.

I Auroville kommer folk fra hele verden for at bo og arbejde ud fra nogle fælles retningslinjer, men samtidig med en frihed og en ansvarlighed, for at finde ud af, hvad det vil sige at skabe sit eget liv i overensstemmelse med denne højere bevidsthed. Auroville ligger ved Sydindiens østkyst, syd for Madras (nu kaldet Chennai) og nord for Pondicherry, hvor Aurobindo havde sin ashram. Området, der er på ca. 25 kvadratkilometer, ligger imellem tamilske landsbyer. Jorden her var oprindelig udtørret og bar, men de første beboere i Auroville plantede millioner af træer, gravede brønde og lavede - sammen med de lokale tamiler - søer til opbevaring af vandet i regntiden. Så nu er området grønt med høje skyggefulde træer.

Auroville er anerkendt og støttet af den indiske stat, men er samtidig uafhængig, for - som der står i Aurovilles charter - Auroville tilhører menneskeheden. Set ovenfra har planlægningen af Auroville form som en galakse, med Matrimandir i centrum og her ud fra forskellige områder med bl.a. landbrug, værksteder, beboelse, administration, undervisning, kultur og forskning

Livet i Auroville
Beboere i Auroville har bl.a. udviklet et vandrensningsapparat og en kæmpe solfanger, som laver strøm til det store fælles køkken og spisested, hvor de fleste i Auroville spiser deres hovedmåltid midt på dagen. Der forskes også i gode, miljøvenlige bygningsmaterialer, og Auroville er præget af mange spændende former for arkitektur.

Ud over almindelig skoleundervisning - både for børnene i Auroville og for børn fra de tamilske landsbyer - samt nogle uddannelser, er der undervisning i bl.a. yoga, tai-chi, dans, kunstneriske udtryksformer, og hvad beboerne i øvrigt har lyst til at tilbyde af undervisning til hinanden.

Der tilbydes også forskellige holistiske behandlingsformer, og der produceres mange forskellige ting, lige fra fødevarer, tøj, smykker, keramik m.m. til bygningsmaterialer, vandrensningsapparater og andre spændende opfindelser.

Pengeløst samfund
Auroville er i princippet et pengeløst samfund, hvor ens løn, fx som lærer, bliver sat ind på en konto i Aurovilles egen bank. Når du derefter køber noget, fx i det fælles supermarked, det økologiske bageri, det fælles spisehus eller en af caféerne, viser du et kort med dit kontonummer, hvorefter dit indkøb bliver trukket fra din konto.

Som gæst i Auroville starter du med at oprette en konto i banken og sætte nogle penge ind på den, hvorefter du kan bruge fra kontoen med dit kontokort. Nogle steder i Auroville kan man kun betale på denne måde, fx i supermarkedet og i fælleskøkkenet. Andre steder kan du som gæst også betale med rede penge, bl.a. i forretningerne og caféen ved Visitor Center, hvor der også er en udstilling og videoforevisninger om Aurovilles udvikling og idégrundlag.

Indflytning
Hvis man ønsker at flytte ind i Auroville, kommer man til et interview og bor og arbejder der først i ca. et års prøvetid. Derefter kan man flytte ind i en af de eksisterende boliger og eventuelt senere bygge sin egen bolig, - hvis man har penge til det. Men flytter man, tilhører boligen Auroville.

Huse og lejligheder i Auroville kan ikke sælges og købes. Ca. 1/3 af Aurovilles beboere er indere. Derudover er der en del franskmænd og tyskere og ellers folk fra hele verden. Der er dog endnu ingen beboere fra Danmark.

At føre en vision som Auroville ud i livet har selvfølgelig ikke været problemløst. Men de fælles spirituelle (og praktiske) retningslinjer - formuleret af Aurobindo og Moderen - har været en stor hjælp, og de er fortsat det centrale omdrejningspunkt.

Auroville Charter (=kontrakt)
(givet af „Moderen“ d.28.2.1968)

1) Auroville tilhører ikke nogen specielt. Auroville tilhører menneskeheden som helhed. Men for at leve i Auroville må man være en villig tjener af den Guddommelige Bevidsthed.
2) Auroville vil være stedet for en fortsat uddannelse, for konstant fremskridt og en ungdom, der aldrig bliver gammel.
3) Auroville ønsker at være broen mellem fortiden og fremtiden, der drager fordel af alle opdagelser, ydre såvel som indre. Auroville vil modigt gå mod fremtidige realiseringer.
4) Auroville vil være et sted for materiel og spirituel forskning for en levende legemliggørelse af en aktuel menneskelig enhed.

Aurovilles symbol
Auroville-symbol.jpg(givet af „Moderen“ 16/8-1971 sammen med følgende forklaring)

„Prikken i midten repræsenterer Enhed, den Højeste; den inderste cirkel repræsenterer skabelsen, forestillingen om Staden; kronbladene repræsenterer fremstillingens, virkeliggørelsens kraft.“

Du kan læse mere på www.auroville.org

A-G-Hav-Hermansen.jpgAnne-Grete Hav-Hermansen har arbejdet som psykoterapeut, kursusleder og foredragsholder i mange år. I 1998 startede hun hun en 2½ årig uddannelse til life-coach, og for 5 år siden begyndte hun at lave kursusrejser, først til Grækenland og siden også til Indien og Auroville.

Du kan kontakte Anne-Grete på tlf. 39 63 68 54
www.alfa-omega-instituttet.dk
 
« Forrige   Næste »
www.hellewestergaard.dk
 
Copyright ©2006-2010 LYS-strejfet. Alle rettigheder forbeholdes.
ROOTS design