Hvordan kan oplevelser, gemt langt inde i hukommelsen, pludselig stå knivskarpt og forløse mange års følelsesmæssig kamp? Læs her, hvordan Henriette Pihl, 49 år, tacklede oplevelsen og kom videre i sit liv.

En hård start på livet
Henriette er – som hun selv formulerer det – ikke født med de bedste kort på hånden. De første 20 år af sit liv tilbringer hun på spædbørnehjem, i diverse familieplejer, børnepension og på psykiatrisk hospital. Hos plejefamilier bliver hun udsat for fysisk og psykisk vold, alkoholisme og da hun er 15 år bliver hun sat til at passe en plejefamilies tre små børn, som var hun ansat som ung pige i huset.  Hun vokser således op uden omsorg og kærlighed. Blandt andet derfor reagerede hun ofte voldeligt, og efterhånden er der ingen institutioner, der vil have hende boende. Den dag i dag husker hun stadig tomheden og afmagten: ”Jeg havde dengang en stærk fornemmelse af, at børneværnets tålmodighed var sluppet op.”

Da hun er 16 år bliver det hele for meget, og hun stikker af og lever 2 uger på gaden. Her bliver hun pågrebet af politiet og efter fem måneder på institutionen Sønderbro, tilbringer hun de næste tre år på Sankt Hans Hospital i Roskilde. Her møder Henriette endelig to mennesker, en skolelærer og en psykolog, der skal få stor betydning for hende, fordi de hjælper hende et skridt videre i livet.

Hvordan bliver man voksen uden en barndom?
Da Henriette som 20-årig bliver udskrevet fra Sankt Hans Hospital, skal hun stå på egne ben. Voksenlivet begynder. Hun får sin egen lejlighed. Udefra ser hendes liv lovende ud.
Hun går i samtaleterapi hos en psykolog. Hun får en sød kæreste og et job som pædagogmedhjælper. 10. klasse bliver bestået, og efter en HF-eksamen fortsætter hun på seminariet og bliver uddannet pædagog.

Men indvendigt hænger tingene ikke sammen. Hun har det svært, ikke mindst på grund af depression, vrede og mistillid. Det påvirker hendes forhold til andre mennesker. Folk afkoder hende ofte som overlegen, dominerende og afvisende. Som hun forklarer det i dag: ”Det var jeg måske også, men det var for at holde folk på afstand.”

Voksen og mor?
Værst går det ud over kæresten, som hun udsætter for fysiske og psykiske overgreb. Efter ca.10 turbulente år vælger de at gå hver til sit. Men kort efter bruddet opdager Henriette, at hun er gravid. De bliver enige om, at få deres fælles barn og støtter hinanden i forældrerollen. Deres søn bliver født to måneder for tidligt, og hele dette sårbare forløb, forstærker Henriettes usikkerhed og manglende selvværd. Hun tvivler: ”Er jeg i stand til at give sin søn en kærlig og tryg opvækst?”

Hospitalet underretter de sociale myndigheder om Henriettes usikkerhed. Efter at sønnen er udskrevet, kommer der dagligt en sygeplejerske i hjemmet. Der bliver også tilknyttet en børnepsykiater og psykolog, som kommer på besøg hver uge.

Efter fire måneder er alle parter enige om, at Henriette kan tage vare på sin søn. Det hun selv har tvivlet på, får hun nu deres ord på: du er i stand til at give din søn en god og kærlig opvækst. I dag er Henriettes søn en velfungerende ung mand på 19 år, der er i fuld gang med 3.g. på et teknisk gymnasium.

Undervejs i forløbet har hendes ekskæreste, sønnens far, været en stor hjælp og støtte. Han har aldrig, trods hendes reaktionsmønstre, reageret voldeligt over for hende. Stadig den dag i dag er han en del af hendes liv, som en god far til hendes barn.

Når depression og vrede ikke vil slippe sit greb
Efter en positiv udvikling og ca. 13 års samtaleterapi ville mange nok tro, at Henriette er kommet på rette kurs og lever rimeligt uproblematisk liv. Men nej, depression, vrede og mistillid bider sig stadig fast i hendes liv.

Alligevel er der et lille tegn på bedring. Dag for dag spirer et spinkelt håb om at slippe af med den tunge byrde. Troen på, at det kan lykkes, får hende gennem flere år til at slæbe foldere med hjem om forskellige terapiformer. De bliver læst og studeret – og derefter kasseret.  En dag er der dog en specifik folder, der tiltrækker hendes opmærksomhed ekstra meget. Den bliver læst nøje flere gange – og gemt. Hendes psykolog fraråder hende alternativ behandling og siger, at hun skal passe på regressionsterapi, fordi det kan være farligt for hende. Alligevel vælger Henriette at ringe til terapeuten fra folderen, og en tid bliver aftalt. 

Henriette møder derfor op uden de store forventninger hos regressionsterapeut og healer Birgitte Starup en forårsdag i april 2006. Behandlingen starter med en indledende samtale, hvor Henriettes problemstilling indkredses, så de kan arbejde videre herfra.  Henriette bliver bedt om at lægge sig på en briks, og inden de går videre aftaler de, at Birgitte ikke måtte lægge sine hænder direkte på Henriettes krop. Birgitte healer hende, så både krop og sind bliver afspændt.

Et kig ind i ’Livets Bog’
Under en tilbageføring hos Birgitte stifter Henriette bekendtskab med et sted ved navn ’Visdommens Hal’. Her møder hun sin åndelige hjælper Johannes. Han overrækker hende ’Livets Bog’. Først vil hun ikke se i den, men ved hjælp af Birgittes store støtte, får Henriette mod til at åbne bogen. 

På første side i ’Livets Bog’ går hun på en landevej og møder to vejskilte med bynavnene Dølby og Skive. Hun fortsætter af landevejen og tiltrækkes af en ældre landejendom, hvor en kvinde er ved at hænge vasketøj op. Ved siden af kvinden sidder et lille barn og leger. Pludselig går det op for Henriette, at barnet er hende selv som lille. På næste side ser Henriette sig selv som toårig. Hun hviler i armene på kvinden fra før. Men pludselig sker der noget uventet. En bil kommer susende ind på gårdspladsen. Den bremser op og ud farer tre personer. De hiver den lille pige ud af armene på kvinden. Pigen skriger og sparker, men intet hjælper, og hun føres af sted væk i bilen med tre fremmede personer.

Scenen skifter, og Henriette oplever at sidde i en høj tremmeseng omgivet af andre børn, der kravler rundt på gulvet. Pludselig kommer hendes forældre for at hente hende. Da de forlader stedet, ser Henriette et skilt med navnet ’Spædbørnshjemmet Sølund’.

Efter denne regression er Henriette både oprevet og forvirret. Oplevelsen er så stærk, og hun kan ikke få det til at stemme overens med de oplysninger, hun har om sin tidlige barndom. Efter en støttende samtale med Birgitte, beslutter Henriette at gå i gang med at undersøge den manglende sammenhæng mellem oplevelsen og hendes virkelighed. Hun vil forsøge at finde svaret på, om det hun har oplevet i tilbageførelsen er sandt.

Et brev fra fortiden
Hun går først i gang med at tjekke fakta: Byerne Dølby og Skive er ikke opdigtede, men ligger i Jylland. Hun finder ud af, at ’Spædbørnshjemmet Sølund’ engang lå ved Søerne i København. For at komme videre fra fakta til de konkrete handlinger kontakter Henriette sin biologiske far. Da han bliver konfronteret med oplevelserne fra regressionen, får han et chok. Han finder et brev frem og rækker hende det. Brevet er fra hendes plejemor, og det bekræfter, at Henriettes oplevelser i regressionen er sandfærdige.

Henriette kan nu lægge brikkerne på plads. Det viste sig, at damen, der dengang boede på landejendommen i Dølby ved Skive, er hendes første plejemor. Brevet forklarer, at myndighederne kom og hentede hende, fordi plejeforældrene var for gamle til at være plejefamilie og heller ikke kunne adoptere hende. Brevet bekræftede altså til fulde Henriettes oplevelser under regressionsterapien. Det var faderens hensigt, at hun først skulle have modtaget brevet efter hans død.

Endelig fat om livet
Efter to år, syv tilbageføringer og en masse hårdt arbejde har Henriette endelig fået bugt med sine tre følgesvende: vrede, depression og lavt selvværd. Det er jo nemt at forestille sig den kæmpe befrielse, Henriette har følt, da hun endelig slap af med dem.

Nu lever Henriette endelig det liv, som hun i årevis ønskede sig. Hun prøver at møde andre mennesker, dér hvor de er, og hun har ikke mere behov for at sætte sig til dommer over dem. Hun bruger dagligt sin livserfaring bl.a. på sit arbejde. I dag arbejder hun i en åben familieinstitution på Vesterbro, hvor børn op til 10 år kan få hjælp og støtte sammen med deres familie. Henriette oplever livsglæde og et positivt selvværd. Selv siger hun: ”Jeg tør nu stå ved mig selv, og min fortid er blevet en integreret del af mit liv. Nu har jeg både lyst og overskud til at bruge og dele mine erfaringer med andre.”

Åbningen til det spirituelle
Undervejs i forløbet hos Birgitte Starup begyndte Henriette, trods sin tidligere skepsis, at søge det spirituelle. Hun begyndte at læse spirituelle bøger, at bede og at arbejde med tilgivelse, bl.a. af sig selv og sin mor.

Taknemlighed er nu en del af Henriettes liv. Hun glæder sig over, at hendes første plejeforældre tog sig kærligt af hende i hendes to første leveår. Ligesom hun glæder sig over et velfungerende forhold mellem hende selv, sønnen og hans far og over, at hun i dag lever det liv, hun længe kun turde drømme om. For kort tid siden oplevede Henriette noget skelsættende på de indre planer: Hendes skytsånd Johannes blev erstattet af en kvinde.

I dag er Henriettes syn på regressionsterapi, at den har en stor styrke, i kraft af at den oplevelse hun fik af, at det ikke var muligt for hende under tilbageføringerne at distancere sig. Derfor blev hun i stand til at opleve sine traumer og problemer. De følelsesmæssige sider blev bearbejdet og gennemlevet, så hun kunne slippe traumerne og deres hæmmende indvirkning på hendes liv.

Birgittes healing undervejs var også en vigtig faktor - den medførte ro og gav tryghed. De terapier, hun før har prøvet, var alle mentale. Dengang var det helt i orden, fordi det var det, hun kunne kapere. Men nu ville hun videre og følte sig klar til det - og valgte heldigvis regressionsterapien.

Med denne historie vil Henriette især takke Birgitte Starup. Hun har været en uvurderlig hjælp og støtte. Selv siger Henriette: ”Det er vigtigt at tage ansvar for sit eget liv, arbejde med sig selv og gennem selvforståelse ændre de givne kort til noget godt.”

Regressionsterapi
Hjælper regressionsterapi? Det er op til dig at finde dit svar. For Henriette har det været et skridt på vejen i en lang udviklingsproces. Regressionsterapi og healing blev den sidste sten på vejen, der hjalp Henriette til et bedre liv.  Henriettes livshistorie giver selvfølgelig ikke det endegyldige svar. Det er op til den enkelte at finde den terapiform, der hjælper i den livsfase og -situation, man gennemlever lige nu. Livet er foranderligt, og derfor kræves der mange forskellige værktøjer – du bruger jo fx heller ikke en hammer eller en blyant til at tænde et lys.

Terapi er et værktøj, der skal bruges med omhu. Brug den rigtigt, på rette tid og sted, som i dette tilfælde. At terapeuten er en god håndværker, et kærligt og medfølende menneske hører med til historien.

Regression
betyder at gå tilbage. I regressionsterapi går man tilbage i tiden til det oprindelige tidspunkt, vor et problem opstod og bearbejder det på et dybt plan. Det kan gøres både til oplevelser i dette liv eller i tidligere liv. Gamle blokeringer og traumer opløses, og skjulte ressourcer bringes frem i lyset og aktiveres.

Du kan læse mere på www.birgitte-starup.dk