Det er almindelig kendt, at akupunktur virker på den fysiske krop. Men virkningen er langt dybere. Faktisk helt ind i sjælen. Eller sjælene, for at være helt præcis. For i Kinesisk medicin, som akupunktur hører ind under, har vi ikke bare en sjæl, men hele fem!
Sjælene har til huse i fem organer, der hver har en følelse tilknyttet. Og er organerne i ubalance, ja, så er sjælene og dermed følelserne, det ofte også.
Forestil dig, at du er til en rigtig sjov fest. Der er gang i den, alle griner og snakker, men der én, der griner lidt for meget og lidt for højt. Og hele tiden, uafbrudt. Hun styrer festen. I kinesisk medicin (fra nu af kaldet TCM) har hun en ubalance i sit Hjerte.
Ikke at forveksle med den vesterlandske term for Hjertet, det fysiske hjerte, men det ”Kinesiske Hjerte”, som jeg plejer at sige til mine klienter. Der er altså ikke noget fysisk i vejen med hende.
Men hendes SHEN, som bor i Hjertet, er rystet, i ubalance.
I et hjørne af festen sidder en anden kvinde. Hun taler også konstant, men det er på en helt anden måde; hun er bekymret for alting. Reelle bekymringer for børnene blander sig med ”hvad nu hvis – bekymringerne”. Hendes tanker kører i ring, ikke bare lige nu, men også om natten, hvor hun har svært ved at sove. De kværner rundt i hovedet på hende.
Her er det hendes Milt-sjæl, kaldet Yi, der er påvirket.
I et andet hjørne sidder der én, der nok skulle være blevet hjemme. Kvinden, som har mistet en elsket, er fyldt med sorg.
Sorg sætter sig ifølge TCM i lungerne, og sjælen der hedder Po.
Frygt og angst er normalt ikke noget, man taler så meget om til en fest som denne. Men det kan også være svært at se, at hende, der sprang elastikspring i går og altid kører lidt for stærkt, faktisk lider af panikangst.
Angst hører Nyrerne til, og sjælen hedder ZHI.
Så er festen ved at være slut. Men inden vi går hjem, skal der ryddes op. Og det sørger leverens sjæle-menneske for! Hende, der kreativt har arrangeret festen, og som nu lige styrer de sidste gæster i rigtig retning! Hun tager føringer, deler opgaver ud og går ikke af vejen for selv at give den en skalle.
Leverens sjæl hedder HUN.
Selvfølgelig er det ikke så firkantet i virkeligheden. Og da vi jo har alle Sjælene hver især, har vi nok også en snert af alle ubalancer. Kunsten, når man skal behandle en sjæle-ubalance, er at komme ind gennem alle lagene, som vi sætter op omkring os selv, og finde ind til den sjæl, der trænger mest til at komme i balance.
At genoprette balancen
Akupunktur genopretter kroppens naturlige balance, - og ud af dette opstår der et overskud, som klienten kan bruge til at se på sit liv og måske foretage et nyt og anderledes valg, end det der hidtil har været dominerende.
Akupunktur fjerner ikke problemet! Det er ikke det, jeg er fokuseret på, når jeg sidder overfor en ny klient. I TCM fokuserer vi på klientens stærke sider, modsat det etablerede system, som alt for ofte kun taler om sygdom, som noget, der skal bekæmpes. Dette kan være med til at fastholde klienten i, at hn er hjælpeløs og ikke kan gøre noget selv – at der ikke er noget valg. Men jo, vi kan gøre noget selv – vi skal gøre noget selv!!
Det er ikke behandleren, lægen, Gud eller hvem vi nu tror på, der gør os raske. Det kan vi kun selv. Vi kan – og skal tage imod al den hjælp, vi får tilbudt, lytte til kloge mennesker – læse opløftende litteratur, bede bønner og måske finde De Vises Sten.
Men helt nede i bunden, da handler det om, hvordan vi selv vælger at leve vores liv. Vi har et valg og det gamle ordsprog om, at det ikke er hvordan man har det, men hvordan man tager, er så sandt, så sandt.
Det lyder barsk - det syntes jeg faktisk også selv før i tiden. Det ville være meget nemmere, hvis vi kunne lægge ansvaret for vores liv uden for os selv. Men på den anden side, så giver det at tage ansvar for sit liv jo netop mulighed for at gøre noget selv. Og ikke bare sidde og vente på, at der daler en engel ned fra oven! (med al respekt for Engle!) Lars Muhl omfortolkede engang til et foredrag Jesu ord; ”Stå op. Tag din seng og gå”- til ” Tag ansvar for dit Liv”, hvilket jeg blev voldsomt provokeret af. Men med tiden har jeg fordøjet det og er enig med ham.
Psykiske ubalancer
Hvad har så alt dette med akupunktur at gøre? Jo, som tidligere nævnt, så er det min erfaring, især med psykiske ubalancer som fx stress og panikangst, at får klienten akupunktur, så oplever de fleste, at de efter nogle gange begynder at få det bedre. De sover bedre om natten og føler en indre ro, som gør, at de igen har overskud til at kigge på deres liv og måske endda foretage en eller flere vigtige ændringer. Som en kvindelig klient sagde; ”Jeg har stadig panikangsten, men jeg kan meget bedre leve med den nu. Den fylder ikke så meget mere. Jeg har overskud til at fokusere på min familie nu – og det er skønt.”
Jeg har også mænd med stress, som fortæller mig, at de stadig har en snert af stressen engang i mellem. At de endnu kan have perioder med søvnproblemer og koncentrationsbesvær, men at det er anderledes nu, det er blevet meget lettere at klare og komme igennem. Og at det ikke varer så længe mere.
Så trods det, at akupunktur mest er kendt i forbindelse med smertebehandling og andre fysiske skavanker, så kan man ” sætte nåle i sjælene” – endda med rigtig god effekt.
Rikki Thomsen er uddannet sygeplejerske. I forbindelse med en veloverstået kræftsygdom oplevede Rikki på egen krop og sjæl, hvad akupunktur kan gøre, og hun uddannede sig efterfølgende til akupunktør. Først i Danmark - senere i Kina, hvor Rikki var på efteruddannelse ved Nanjing University of Chine Medicin.
Rikki har klinik på Frederiksberg og i Brøndby og kan kontaktes på telefon : 23 96 92 96 , hverdage mellem 9 og 12.
www.rikki-thomsen.dk
|