Forside arrow Artikler arrow Terapi arrow Mindfulness
http://lys-strejfet.dk
Mindfulness PDF Udskriv E-mail
Skrevet af Anne-Grete Hav Hermansen   

mindfulness.jpgDe fleste i vores samfund lever i dag et liv fyldt med materielle ting, informationer, tilbud og valgmuligheder. Hele tiden skal vi forholde os til nogen eller noget, deltage i noget, være aktive, udadvendte og forbrugende. Det kan være både anstrengende og stressende.

Og hvor bliver vi selv af i alt dette? Hvornår har du sidst foretaget dig noget, der virkelig føltes meningsfuldt og tilfredsstillende – og gav næring dybt ind i sjælen? Og hvad skal der til for at få denne følelse noget oftere?

Første skridt er at stoppe op og give sig tid til at overveje tingene og mærke efter.

Den buddhistiske munk og lærer i mindfulness - opmærksom tilstedeværelse - Thich Nhat Hanh beskriver vores situation med følgende billede: ”I zen-kredse hører man ofte en historie om en mand og en hest. Hesten galopperer af sted, og tilsyneladende har manden på hesten et vigtigt ærinde. En mand i vejkanten råber: ”Hvor skal du hen?” og rytteren svarer: ”Det ved jeg ikke. Spørg hesten.”

Det er det samme for os. Vi rider på en hest og ved ikke, hvor vi er på vej hen, og vi kan ikke stoppe. Hesten symboliserer vanens magt, der løber af sted med os, og vi er magtesløse. Vi løber altid, og det er blevet en vane. Vi aser og maser konstant, selv når vi sover. Vi fører en indre krig, og vi kan meget nemt begynde at bekrige andre.”

Det indre og det ydre liv afspejler hinanden. Så når vi ændrer ting i det ydre liv, vil det have en afsmittende effekt på vores indre tilstand. Og når vi giver os selv mere indre ro, vil det influere på, hvordan vi er tilstede og handler i hverdagen.

Vi må stoppe op, se på vores liv og vaner, være opmærksomme og tage flere bevidste valg.
Thich Nhat Hanh siger det således: ”Opmærksomhed er den kraft, der gør det muligt for os at få øje på vanens magt og forhindre den i at dominere vores liv.

Uopmærksomhed er det modsatte. Vi drikker en kop te, men bemærker ikke rigtigt, at vi gør det. Vi er sammen med den vi elsker, men lægger ikke rigtig mærke til, at hun er der. Vi går, men uden opmærksomhed. Vi er et helt andet sted og tænker på fortiden eller fremtiden. Vi er fanget af vanens magt, der rider af sted med os. Vi må stoppe hesten og kræve friheden tilbage. Vi må lade opmærksomhedens lys skinne på alt, hvad vi gør, så uopmærksomhedens mørke kan forsvinde.”

Opmærksomhed og bevidsthed er nøglebegreber, når vi vil lave ændringer i vores liv og i vores psykiske tilstand.

Oprydning
Både en ydre og en indre oprydning skal til. Vi må rydde op i bunkerne og skabene, og i de gamle overbevisninger, mønstre og vaner.

De ydre ændringer kan også være at lave forenklinger i hverdagen, eller i højere grad foretage os noget, der giver mening og tilfredshed. Helt konkret kunne det fx være at skifte job, se mindre TV, sige nej tak til reklamer, lave færre sociale aftaler, få orden i økonomien, komme ud i naturen, dyrke sport, meditere eller på andre måder sørge for stille stunder til sig selv.

Vi må stoppe op, inden vi går ned med flaget fysisk og psykisk. Måske er du på nuværende tidspunkt blot lidt fortravlet og småutilfreds med dit liv. Eller du kender måske allerede til stress og udbrændthed. Men i sidste ende kan det føre til depression og fysisk sygdom, så det kan betale sig at gøre noget, inden det bliver alvorligt.

Krop og sind har evnen til at helbrede sig selv, når vi giver dem lov til at hvile.

Stoppe, falde til ro og hvile er forudsætninger for helbredelse. Hvis vi ikke kan stoppe, vil vi blot fortsætte vores destruktive kurs. Verden har brug for helbredelse. Enkeltpersoner, fællesskaber og nationer har brug for helbredelse. (Thich Nhat Hanh)

Stop op og iagttag
Så lad os starte med os selv. For som Piet Hein siger i en Gruk: ”Vil du ændre på verden med held, begynd i dens centrum, begynd med dig selv.”

Al forandring starter med bevidsthed. Vi må først blive klar over tingenes tilstand nu og her. Hvordan har vi indrettet vores liv hidtil? Hvordan bruger vi os selv og vores liv? Hvilke vaner har vi? Hvordan har vi det med andre? Hvor bremser vi os selv og hvorfor? Hvad er vores dybeste ønsker? – Det er nogle af de spørgsmål, vi kan stille os selv.

Hvis vi vil have indsigter og svar på disse og andre meningsfulde spørgsmål omkring os selv og vores liv, må vi starte med at stoppe op, være opmærksomme, nysgerrigt iagttage os selv (uden fordømmelse), være stille og lytte indad.

I starten fornemmer vi måske kun uro, rastløshed, utålmodighed, irritation, tristhed eller andre knap så behagelige følelser. Her kan vi bruge åndedrættet til at hjælpe os til at få mere ro. At rette fokus mod  åndedrættet er en af de nemmeste måder at blive nærværende på. – Det er ganske gratis og vi har det altid med os. Åndedrættet er der 24 timer i døgnet, det fungerer – heldigvis – helt af sig selv, for som oftest er vi overhovedet ikke opmærksomme på, at vi trækker vejret, eller hvordan vi gør det.

Mærk åndedrættet
Så mærk dit åndedræt lige nu. - Ja, sådan. Du behøver ikke at lave om på det. Læg bare mærke til det. Mærk luften, der strømmer ind og ud, ind og ud, eller brystkassen, der hæver og sænker sig. Giv åndedrættet din fulde opmærksomhed. Luk evt. øjnene og forestil dig, at dit åndedræt er det eneste, der eksisterer i hele universet. Stop gerne læsningen og gør det lige nu. 

Hvis der kommer et mylder af tanker, kan du stoppe mylderet ved samtidig med vejrtrækningen at tænke: Jeg trækker vejret ind, og jeg trækker vejret ud. På den måde giver du tankerne noget at beskæftige sig med, samtidig med, at du bevarer fokus og opmærksomhed på vejrtrækningen. Efter et stykke tid vil du mærke roen sænke sig. Og du vil fornemme en dybere kontakt med dig selv.

Thich Nhat Hanh foreslår også en lidt udvidet udgave af denne opmærksomhedsøvelse/meditation. Mens du følger vejrtrækningen, siger du inde i dig selv:

Jeg ånder ind og beroliger min krop.
Jeg ånder ud og smiler.
Når jeg hviler i nuet,
Er det et vidunderligt øjeblik.
(1)

Du kan gentage disse sætninger mange gange, mens du trækker vejret ind og ud, ind og ud. Samtidig kan du lave en krusning af dine læber opad til et let lille smil. Det har en forbløffende effekt på humøret.

Du kan også træne at være mere nærværende og opmærksom i nuet ved at rette din opmærksomhed mod alt, hvad du foretager dig, og alt hvad der foregår omkring dig og inden i dig hele tiden. Brug alle sanserne.

Gå fx en tur på denne måde. Gå langsomt. Mærk dine fødder mod jorden. Mærk dit tøj mod kroppen, mærk vinden mod din hud. Hør alle lydene – fuglene, bilerne, vinden i træerne osv. Bemærk lugte og synsindtryk. Zoom ind på en blomst, et blad, en træstamme, en sten …. Bemærk alle detaljer. – Registrer alle sanseindtrykkene uden at vurdere, uden at have meninger om det, du sanser, uden at bedømme det som godt eller skidt, smukt eller grimt osv., for så er du straks oppe i hovedet, fortabt i tankerne.

Når du går tur med fuld opmærksomhed (mindfulness), vil du opdage, at det er en helt anden oplevelse, end når du går tur, mens du snakker eller har hovedet fuldt af tanker om alt muligt andet. -  En ro og glæde breder sig.

Du kan også vaske op, gøre rent, lægge tøj sammen, lave mad, slå græs, vande blomster, vaske hænder, børste tænder, snakke i telefon, være sammen med andre osv. med fuld opmærksomhed.

Lige meget hvad du foretager dig, kan du gøre det med nærvær og opmærksomhed, og dermed skabe en ny oplevelse for dig selv. Tingene bliver meningsfulde, glædesfyldte og livgivende i sig selv, frem for at være noget, der skal overstås.

Start med at vælge nogle bestemte områder i hverdagen, hvor du vil træne din mindfulness. Fx på vej til arbejde, når du er sammen med dine børn, når du dyrker motion eller sex, når du spiser…… eller noget helt andet. 

Et mere opmærksomt, nærværende, fredfyldt og glædesfyldt liv er indenfor rækkevidde for os alle. Og øvelse gør mester, så det er bare med at komme i gang.

Det er meget effektiv afstresning, og det vil give dig en bedre kontakt med dig selv, så du kan leve ud fra dit sande jeg, og samtidig få reelt overskud til også at være noget for andre. 

Mindfulness er sand næring for både krop og sjæl.

(1) fra ”Fred er vejen” (Borgens forlag).


A-G-Hav-Hermansen.jpgAnne-Grete Hav Hermansen har lavet en CD med guidede meditationer og mindfulness øvelser: ”Indre ro, balance og styrke”. Hun laver også kurser i København, Grækenland og Indien med mindfulness.

Anne-Grete kan kontaktes på tlf. 39 63 68 54.

www.alfa-omega-instituttet.dk

 
Næste »
1409-banner-410
 
Copyright ©2006-2010 LYS-strejfet. Alle rettigheder forbeholdes.
ROOTS design